I forudsigelser om, hvilket land der bliver det næste, der bliver medlem af Den Europæiske Union, tror de, der nævner Montenegros navn, at de vinder væddemålet, i betragtning af at landet har forhandlet i årevis og er kommet længere frem end alle andre kandidatlande.
Andre er positioneret af Albanien, som bevæger sig hurtigt mod Bruxelles.
Andre mener, at det bliver Moldova – en ambitiøs og reformorienteret stat.
Det rigtige svar kan dog være Island.
Den amerikanske præsident Donald Trumps administrations intentioner om at annektere det danske territorium Grønland og ideen om en handelskrig mellem sikkerhedsgarant USA og dens største handelspartner EU har skabt bekymring på denne ø i Nordatlanten.
Islands nuværende regering, der kom til magten sidste år, har annonceret, at der vil blive afholdt en folkeafstemning inden 2027 for at genoptage forhandlingerne med Bruxelles om EU-medlemskab.
Meningsmålinger tyder på, at et flertal vil støtte en genoptagelse af forhandlingerne.
Og det er ikke første gang, Island har været i denne situation.
Dette land blev hårdt ramt af den globale finanskrise i 2008, da tre store banker gik konkurs.
EU-medlemskab – især eurozonen – blev set som en måde at undgå krisen på, og forhandlingerne med den europæiske blok begyndte i 2010.
Forhandlingerne blev suspenderet tre år senere af en nyvalgt højreorienteret regering. På det tidspunkt var eurolandene også i alvorlige vanskeligheder på grund af finanskrisen, så det at blive en del af gruppen og indføre den fælles valuta blev ikke set som et livreddende skridt.
I løbet af de tre år med tiltrædelsesforhandlinger har Reykjavik åbnet de fleste af de 33 kapitler og lukket 11 af dem.
Til sammenligning har Montenegro – i toppen af de lande, der sigter mod EU – formået at lukke syv kapitler mere efter mere end et årtis forhandlinger.
Når EU-embedsmænd mener, at Island kan afslutte medlemskabsprocessen – som stadig er gyldig – inden for få år, taler de ikke uden grundlag.
Dette land er hjulpet af, at det er en del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvilket betyder, at det sammen med Norge og Liechtenstein allerede anvender reglerne for den europæiske bloks indre marked.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besøgte landet i sidste uge og gjorde det hurtigt klart, at et eventuelt fremtidigt medlemskab er "en suveræn beslutning truffet af folket her".
"Det er ikke et emne, jeg burde kommentere på," sagde hun.
Hun tilføjede dog, at "Island er bekendt med og integreret i EU-markedet, de to sider har de samme værdier, vi kender hinanden rigtig godt, og vi har den samme tankegang - alt dette er merværdi."
En europæisk diplomat, der var bekendt med disse udviklinger, udtalte sig på betingelse af anonymitet og var endnu mere direkte.
"Det ville være godt for et vesteuropæisk land at blive medlem af EU, især efter Brexit," sagde han.
"Dette ville vise, at klubben stadig er attraktiv."
Integrationsprocessen ville forløbe let, i betragtning af at Island er rigere end EU-gennemsnittet, og med en befolkning på 300.000 ville det være den mindste stat i EU, hvis det tiltræder.
Selvom Bruxelles officielt holder sig væk fra debatten om landets EU-medlemskab, gør man faktisk alt for at bringe den tættere på.
Under sit besøg lovede von der Leyen at gennemgå og potentielt fremme den nuværende handelsaftale.
Landet har underskrevet endnu en aftale om at beskytte kritisk infrastruktur, der er afgørende for Island, såsom undersøiske kabler, og har indledt forhandlinger om en ny sikkerheds- og forsvarsaftale, der vil øge samarbejdet mod cyber- og hybridtrusler.
Dette partnerskab, som forventes afsluttet inden årets udgang, er af særlig betydning for Island, som er bevidst om behovet for samarbejde på sikkerhedsområdet, især i betragtning af at Rusland og Kina bliver stadig mere aktive i den arktiske region.
USA har også for nylig chokeret dette land efter debatterne om Grønland og yderligere styrket ideen om EU-medlemskab, på trods af at landet forlod blokkens forgænger - Det Europæiske Fællesskab - i 1985.
Selvom Washington ikke har fremsat lignende påstande om Island, er nervøsiteten på denne ø steget, da USA er dens sikkerhedsgarant på vegne af NATO gennem en bilateral aftale underskrevet i 1951.
Derfor er Island det eneste NATO-medlem, der ikke har sin egen hær, og som heller ikke har nogen umiddelbare planer om at oprette en.
I 2006 annoncerede USA, at de ville fortsætte med at forsvare øen, men at deres styrker ikke ville have en permanent tilstedeværelse der. Denne politik er stadig gældende, og en tidligere amerikansk base i Keflavik er fortsat et centrum for NATO-øvelser.
I alle disse udviklinger forværrer de transatlantiske handelsspændinger kun spændingerne i Island.
Reykjavik ønsker, at Bruxelles konsulterer dem om handelsforhandlingerne mellem EU og USA, men europæiske embedsmænd har indikeret, at de ikke kan give nogen løfter i denne henseende uden Islands fulde medlemskab.
Og handel er netop det emne, der kan give næring til konflikter i eventuelle tiltrædelsesforhandlinger, især når det kommer til landbrug og fiskeri - øens to hovedindustrier.
Derfor er disse to industrier udelukket fra nuværende handelsaftaler.
Der er bekymring for, at EU's generelle landbrugspolitik kan skade islandske landmænd alvorligt ved at oversvømme øen med billige produkter fra andre medlemslande.
Fiskeri er et endnu mere følsomt emne.
Reykjavik hævder stolt, at deres forvaltning af fiskeressourcerne er bedre end Bruxelles.
Island er derfor tilbageholdende med at opgive sine eksklusive fiskerirettigheder i over 300 kilometer af den økonomiske zone med de danske, hollandske, irske, spanske og franske flåder.
Så er der kommerciel hvalfangst, som stadig er tilladt i islandsk farvand, på trods af EU's pres for et globalt moratorium.
Alt dette menes at have indflydelse på, hvorfor størstedelen af de politiske partier i det islandske parlament er imod EU-medlemskab.
Selvom meningsmålinger viser, at befolkningen synes om ideen om at genoptage forhandlingerne med Bruxelles, synes beboerne at være usikre på, om de vil tilslutte sig den europæiske blok.
I Bruxelles er embedsmændene fortsat håbefulde, selvom de ser forhindringer i vejen, fordi Island er et lille, men meget uafhængigt land, og det har svært ved frivilligt at opgive sin suverænitet. /REL/
udgave
t7 live
